Vejr

Ny forårsdag er i gang: Her kan vi nå op på 13 grader

Der er igen masser af forår i luften i dag, hvor solskin og en let til frisk sydøstenvind sender temperaturen op mellem 8 og 13 grader.

Det er fortsat et højtryk over det vestligste Rusland, som sender en relativ lun luft op over Danmark fra sydøst, og selvom der mange steder er en del skyer fra morgenstunden, så vil de være på retræte allerede i løbet af formiddagen.

Derfor venter der os igen en del solskin de fleste steder, og når temperaturen topper omkring kl. 14.00 i eftermiddag, så kan vi nå helt op omkring 13 grader.

Varmest ventes det at blive i Vestjylland og i Nordsjælland, men mange andre steder er 11-12 grader absolut også inden for rækkevidde.

Ved kyster med pålandsvind bliver det traditionen tro noget køligere, og helt ude i strandkanten på de østvendte kyster får man ikke meget mere end 5-6 grader, men bevæger man sig bare lidt ind i landet og finder en 'krog' med læ, så venter der igen en rigtig fin forårsdag.

Mandag nåede temperaturen op på 12,0 grader ved Røsnæs på Vestsjælland som det højeste.