Vejr

Isen omkring Antarktis sætter ny rekord

Mens isudbredelsen omkring Arktis bare bliver mindre og mindre, så går det stik modsat for isen på Antarktis. I januar 2015 dækkede isen på Sydpolen et større område end i nogen anden januar måned, siden man begyndte at måle isdækket i 1979. Det oplyser det amerikanske NOAA.

I januar dækkede isen omkring Antarktis i gennemsnit et område på 2,3 mio. kvadratkilometer eller ca. 570.000 kvadratkilometer mere end den tidligere rekord fra 2008. Med andre ord udbredte havisen sig over et område på størrelse med Grønland, og det er 44,6% større end gennemsnittet for perioden 1981-2010.

Samtidig blev januar i år globalt set den næstvarmeste målt siden 1880, hvilket kan synes ganske mærkværdigt, når isen fortsætter med at brede sig omkring Sydpolen.

Er ikke i strid med den generelle globale opvarmning

Forklaringen på den forøgede isudbredelse omkring Antarktis samtidig med, at temperaturerne på verdensplan fortsat stiger, har de seneste år forundret forskere verden over, men det menes dog, at udviklingen blandt andet skyldes netop den globale opvarmning.

Opvarmningen har angiveligt fået mere fersk smeltevand fra det antarktiske kontinent til at løbe ud i havet og lægge sig i overfladen, og det fryser hurtigere end tungere og mere saltholdigt havvand. Derudover menes forøget lavtryksaktivitet at sende koldere luft fra Antarktis længere mod nord ud over havet, hvilket dermed hjælper til med frysningen af havoverfladen.

Arktis mister dobbelt så meget is som Antarktis producerer

Der er altså ikke noget der tyder på, at den forøgede isudbredelse omkring Antarktis er et tegn på, at den globale opvarmning er sat på pause, men isudbredelsen har især i sommermånederne en vigtig rolle at spille, da sne og is er effektiv til at reflektere den indkommende solstråling og dermed den energi, der er med til at varme kloden op.

Den samlede mængde is på Arktis og Antarktis er dog fortsat faldende, og omkring Arktis mister man i øjeblikket omkring dobbelt så meget is, som der bliver genereret omkring Antarktis.