På spil igen: Nisseskæg i skoven

16x9
Håris i skovbunden den 8. februar 2015 Foto: Joseph Vella Ottosen

Man skal måske gøre det til en vane at kigge ekstra godt hvor man træder når man vandrer en tur i skoven på en kold morgen med frost, der har efterful

Man skal måske gøre det til en vane at kigge ekstra godt hvor man træder når man vandrer en tur i skoven på en kold morgen med frost, der har efterfulgt en dag med tø eller regn.

Man kan nemlig være så heldig at støde på det spektakulære naturfænomen 'håris' eller 'nisseskæg' i skovbunden. TV 2|VEJRET har i dag modtaget et billede af fænomenet - og det er blot 18 dage siden vi sidst modtog smukke billeder af lignende eksemplarer - under en tilsvarende vejrsituation.

Dannes på fugtige, afbarkede grene
Hårisen dannes oftest på svampeinficerede grene uden bark i frostvejr, efter en periode med  vådt vejr. Præcist som vi har oplevet det de sidste par døgn med regn, tøsne og efterfølgende nattefrost. Når grenen fryser langsomt udefra vil vandet i de yderste porer af træet fryse til is.

Vandet længere inde i træet kommer derved under tryk og presser isen ud i lange og hårtynde strå, der kan nå en længde på adskillige centimeter.

Håris eller nisseskæg er et helt normalt fænomen i skoven om vinteren, men det bliver det ikke nødvendigvis mindre spektakulært af. Fænomenet blev allerede beskrevet første gang i 1918 af meteorologen og polarforskeren Alfred Wegener, der dog mest er kendt for sin teori om kontinentaldriften.