Vejr

Se billederne: Fuld snemåne over Danmark

Den levede i den grad op til sit navn, da fuldmånen natten til onsdag og onsdag morgen kunne ses i store dele af Jylland på den klare himmel hen over det snedækkede landskab.

Fuldmånen her i februar betegnes nemlig som 'snemåne' - og de der havde mulighed for at se månen onsdag morgen fik sig en flot oplevelse.

Månen var fuld kl. 00.10 natten til onsdag - og det var således en flot fuldmåne man kunne se i de tidlige morgentimer, som gik ned mod vest inden solopgang. I tillæg kunne man se Jupiter nær den fulde snemåne.

Navnet snemåne stammer fra Nordamerika, hvor flere indianerstammer oprindeligt har haft navne for de fuldmåner man kan opleve i løbet af året. Fuldmånen i februar, hvor der oftest ligger sne og det er koldt - har af indianerne oprindeligt fået navnet 'Snemåne'.  

Mest kendt her i landet er 'høstmånen', der er betegnelsen for den fuldmåne, der ligger tættest på efterårsjævndøgnet i september måned.