Vejr

-13 grader: Vi har årets koldeste morgen

Man skal onsdag finde det varme vintertøj frem, hvis man ikke skal fryse på det, der er årets foreløbigt koldeste morgen.

Med temperaturer under -10 grader har man flere steder i Jylland haft en iskold nat og morgen - og helt lokalt er termometeret nået nogle grader under de 10 graders frost.

Koldest har det været på en mark syd for Aars i Himmerland, hvor der i nat blev målt hele -13,6 grader. Det er koldere end de -10,0 grader, der blev målt lørdag morgen i Skrydstrup i Sønderjylland - og dermed er det årets hidtil laveste temperatur.

Det iskolde vintervejr blev et rent jysk anliggende. Mens skyer lå hen over det østligste Jylland, Fyn og Sjælland - så var der i stort set hele Jylland skyfrit vejr i nat. Og i kombination med rolige vindforhold og den isolerende snedækkede jordoverflade, så var der i den kolde og tørre polarluft optimale betingelser for, at temperaturen kunne nå ned under de -10 grader.

10 graders frost havde man onsdag morgen udbredt i store dele af Jylland - hvor man hele vejen fra Vendsyssel til Sønderjylland målte to-cifrede kuldegrader.

De -13,6 grader i Aars er årets hidtil laveste temperatur - men i vinteren som helhed har det dog været lidt koldere. Den 29. december viste termometeret -15,3 grader i Roskilde.

Har du taget billeder af årets koldeste morgen - så send dem til os her på TV 2 VEJRET

Herunder er de foreløbigt laveste temperaturer i nat og her til morgen.

  • Aars i Himmerland: -13,5 grader
  • Isenvad i Midtjylland: -12,1 grader
  • Skrydstrup i Sønderjylland: -11,2 grader
  • Aalborg Lufthavn: -10,9 grader
  • Tylstrup i Vendsyssel: -10,9 grader
  • Karup i Midtjylland: -10,8 grader