Vejr

Vinterferien er lige om hjørnet: Så længe bliver sneen liggende

Til weekenden begynder vinterferien for tusindvis af børn landet over - desværre for sneboldkampe og kælketure ser det ud til, at vinterferien også bliver endestationen for sneen og kulden i denne omgang.

Fra weekenden slår vejret nemlig om og bliver mildere med dagtemperaturer over frysepunktet. Derfor vil sneen utvivlsomt begynde at smelte, dér hvor den ligger, mens de dele af landet, der ikke har fået sne, må væbne sig med endnu mere tålmodighed.

Det sker, når et højtryk slår ryg ind over Skandinavien og mildere luft uden den store dramatik siver ind over Danmark fra vest og nordvest. Det sker først i Nord- og Vestjylland i løbet af fredagen, hvor temperaturen når op mellem 2 og 5 graders varme, men den øvrige del af landet endnu kan holde sneen på jorden med temperaturer lige under frysepunktet.

Lørdag bliver det dog tøvejr i hele landet, og sneen vil hurtigt begynde at smelte. Søndag får vi et kortvarigt koldt pust ned over landet nordfra, inden de milde vinde igen blæser ind over Danmark fra begyndelsen af næste uge.

Det gælder altså i den grad om at nyde det smukke danske vinterlandskab i disse dage - eller at se frem mod mildningen, der sandsynligvis vil betyde temperaturer på 2 til 7 graders varme, mere gråvejr og mindre sol og sne.

Hvad der sker med vejret senere i februar måned er usikkert, men meget tyder på, at det milde vejr holder ved at stykke tid, og at der for en stund bliver langt til frost og sne. Man kan dog altid håbe for de børn og barnlige sjæle, der først holder vinterferie i uge 8.