Vejr

Træer og tagsten må bukke under for Dagmar

Med vindstød af storm- eller orkanstyrke mange steder i landet, så har stormen Dagmar forårsaget skader nogle steder i landet.

Typiske stormskader er for eksempel nedblæste tagsten og væltede træer, og begge dele har man i hvert fald oplevet i den sydlige del af landet, da et kortvarigt men intenst uvejr - som en del af Dagmar - ramte de sydlige egne i formiddags med regn, torden og vindstød af orkanstyrke.

Ovenstående billede er fra Sakskøbing på Lolland, hvor er træ har måttet bukke under for vinden.

På Lollands vestkyst måltes ved Langø kl. 10.20 vindstød på hele 34 m/s, hvilket er orkanstyrke. Ti minutter senere slog vindstød af stormstyrke på 26 m/s til over Abed midt på Lolland - og få minutter efter gik det så ud over Sakskøbing.

Det kraftigste vindstød blev i formiddags målt i Skrydstrup i Sønderjylland til hele 35 m/s.

Nedenstående billede er fra Humle på Langeland, hvor en del af taget på en gård har 'forladt' bygningen.

Har du billeder af stormskader, så kan du uploade dem direkte til os ved at benytte formularen herunder.