Vejr

Under -30°: Kulderekorder vælter på stribe i USA

Isnende arktisk kulde strømmer lige nu ned over store dele af USA, efter at en usædvanlig kraftig koldfront tidligere på ugen passerede stort set hele kontinentet på sin vej fra Canada.

Dermed er USA nu de fleste steder henlagt i dyb arktisk kulde, som har slået nye kulderekorder rigtig mange steder.

Mens vi herhjemme oftest opgør temperaturrekorder på månedsbasis eller i forhold til årstiden, så opgør amerikanerne rekorder for hver eneste dag - og således kunne man altså i går og i nat slå talrige rekorder for en 12. november.

I Denver i Colorado, som var et af de hårdest ramte områder i forbindelse med koldfronten, nåede temperaturen torsdag aldrig over -14,4 grader, og det er den laveste maximumtemperatur i byen på en 12. november nogensinde målt. Den gamle rekord var fra 1916.

Her til morgen nåede temperaturen så ned på -20,6 grader hvilket er den koldeste morgen i byen på en 13. november. Den gamle rekord var helt tilbage fra 1882.

I Casper i Wyoming var rekorden endnu vildere. Her nåede temperaturen denne morgen end på -32,7 grader hvilket slår den gamle kulderekord på -23,9 grader eftertrykkeligt. Den normale nattemperatur lyder på 5 graders frost.

Mange andre steder er kulderekorderne også slået med stor margin.