Vejr

Kæmpehagl knuste flyrude i syv kilometers højde

Et fly af typen Airbus A330-220 fra selskabet Air Europa blev i går middag dansk tid ramt af så store hagl kort før landingen i den argentinske hovedstad Buenos Aires, at flyets næse blev ødelagt og en af ruderne i cockpittet blev delvist knust.

Det var en skræmmende oplevelse for de 230 passagerer, som var ombord på flyet med nummer UX041, der efter en lang tur hele vejen fra Madrid kun var en halv time fra at lande sikkert i Ezeiza-lufthavnen i den argentinske hovedstad.

Uvejret slog til i syv kilometers højde

Men helt smertefrit skulle det altså ikke gå, da flyet efter flere timer i luften uden de fjerneste problemer skulle påbegynde nedstigningen mod Buenos Aires.

Problemerne opstod, da flyet passerede ned igennem et luftlag i godt syv kilometers højde (i 'flyvesprog' også kendt som FL250) og dermed et område med kraftige tordenbyger - og med store hagl.

Flyets næse blev nærmest 'sandblæst' af hagl og trykket helt ind, mens den ene rude i cockpittet delvist blev knust men til alt held ikke gik helt i stykker.

Skræmte passagerer landede sikkert

Ifølge flere medier var passagerne meget skræmte af hændelsen, men piloterne var til alt held og på trods af et forringet udsyn gennem de medtagede forruder i stand til at lande flyet på normal vis 27 minutter senere.

Talrige og kraftige tordenbyger lå på en langstrakt linje omkring Buenos Aires i timerne omkring af flyet skulle lande.

Tog piloterne den forkerte beslutning?

Data fra flightradar24.com sammenholdt med radarbilledet fra kl. 12.22 dansk tid viser, at piloterne skulle have taget en stor omvej vest om hovedstaden og ind mod lufthavnen, hvis de ville have undgået uvejret.

Det valgte de ikke at gøre, og om piloterne dermed tog en forkert beslutning er det nu op til myndighederne at afgøre.