Svedende varmt: Årets første tropenat er på vej

Fugtigt sengetøj og vinduer på vid gab vil nok præge mange danske hjem i den kommende nat, som bliver en særdeles lun affære.
Faktisk forventes natten at blive så varm, at der kan blive tale om en regulær tropenat flere steder i landet - en nat, hvor temperaturen ikke kommer under 20 grader.
Fuldfed sommervarme over Danmark i nat
Den varme sommerluft fra Østeuropa er i dag ved at arbejde sig tilbage over Danmark, og i nat vil den have hele landet i sin 'klamme' hånd, hvorfor vi kan forvente en tropenat flere steder i landet.
Oftest vil tropenætter forekomme i de kystnære områder sidst på sommeren, hvor solen sommeren igennem har varmet de danske farvande op til mere end 20 grader, hvilket dermed også holder nattemperaturen på et meget højt niveau.
Allervarmest mod nord og øst
Luften over Danmark i nat er dog så varm, at man også inde i landet kan komme til at opleve en tropenat, og meget tyder på, at det er i de nordlige og østlige egne, at muligheden for en tropenat er størst.
Det betyder, at man i byer som blandt andet Aalborg, Aarhus og København vil kunne komme til at opleve en svedende varm nat, men de fleste andre steder vil temperaturen i nat også holde sig mellem 18 og 20 grader.
Sidste år havde vi fire tropenætter, hvoraf natten til den 3. august var den varmeste med ikke under 22,6 grader ved Assens på Fyn. Det var den luneste nat i Danmark i 16 år.
Meget varm onsdag følger efter
Den varme nat kommer forud for en særdeles varm dag i morgen, der forventes at blive årets hidtil varmeste med temperaturer på mellem 25 og 28 grader og lokalt helt op nær 30 grader. Den hidtil varmeste dag er den 5. juli hvor man i Gilleleje målte 29,3 grader.