Vejr

Carl blev kun knap og nap en storm

Stormen 'Carl' blev akkurat ikke en storm, da blæsevejret kulminerede over Danmark i nat.

Et kraftigt lavtryk passerede lige nord om Danmark med stærk forårsblæst, men ingen steder i landet nåede vi kriterierne for regulær storm.

Det var dog ganske tæt på i Nordvestjylland, som også var udset til at lægge land til nattens kraftigste vinde.

I Hirtshals nåede middelvinden op på 23,7 m/s svarende til en god stormende kuling. Storm begynder ved 24,5 m/s.

Mange steder ved kysterne oplevede man stormende kuling - og mange steder i landet har man fået vindstød af stormstyrke.

Det kraftigste vindstød blev registreret i Rønbjerg Hus med 32,0 m/s svarende til stærk storm.

Inddelingen af vindstyrker i Danmark

  • Orkan: >32,6 m/s
  • Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
  • Storm: 24,5-28,5 m/s
  • Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
  • Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
  • Kuling: 13,9-17,1 m/s
  • Hård vind: 10,8-13,8 m/s
  • Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
  • Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
  • Let vind: 3,4-5,4 m/s
  • Svag vind: 1,6-3,3 m/s
  • Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
  • Stille: <0,3 m/s

Vinden aftager i løbet af lørdag formiddag og bliver sidst på dagen blot jævn til hård.