Bodil var en orkanlignende storm

Bodil har i den grad taget Danmark med storm, og allerede inden hun har pustet helt ud, så har DMI kategoriseret stormen til at være blandt de værste gennem tiderne - og til at være orkanlignende.

Stormen er kulmineret og dermed kan de højeste vindhastigheder gøres op - og det har man også gjort på DMI. Resultatet er, at stormen, som har ramt Danmark, kategoriseres til at være en regional klasse-4 storm.

DMI har fire inddelinger i deres klassificering af storme i Danmark, hvor de så igen skelner mellem om stormen i den angivne klasse har været landsdækkende eller regional.

Således havner stormen som en regional storm af klasse 4. Det er der hvor orkaner også har deres plads - men DMI kalder den trods det 'blot' for en orkanlignende storm...

En regional storm af klasse 4 kræver, at 10 til 30 % af de valgte stationer i hele landet har haft stærk storm eller derover (28,5 m/s). Det havde man langs en række danske kyster i det forgangne døgn. Mest blæste det i Torsminde med 37 m/s i middelvinden.

Stormen kategoriseres således ligesom oktober-orkanen - af nogle kaldet Allan - mens vi skal helt tilbage til december 1999 for at finde en storm eller orkan, der er kategoriseret som denne eller højere. Decemberorkanen er en landsdækkende klasse-4 storm.