Vejr

Ekstrem blæst over Danmark: Stormen er nu en orkan

Stormen, som netop nu begynder sin værste fase over Danmark - først i Jylland og senere på Øerne - er nu så voldsom, at der er tale om en regulær orkan.

Kl. 16.30 måltes i Thorsminde middelvinde på 37 m/s, og det er fuld orkan. I vindstødene har man målt op til 44 m/s i byen, hvor uvejret indtil nu har været voldsomt.

Det er anden gang i år og ligeledes kun anden gang siden 8. januar 2005, at der måles orkan i middelvinden på dansk grund.

Sidste gang var den 28. oktober 2013, hvor man ved Røsnæs på Vestsjælland målte 39,5 m/s. Det er den højeste middelvindstyrke nogensinde registreret i Danmark.