Ekstremt højvande: 70 % af Venedig under vand

Det sjette kraftigste højvande gennem tiderne satte søndag store dele af Venedig under vand.
70 % af den italienske by i 'bunden' af Adriaterhavet havde vand i gaderne efter vandstanden steg til 1,50 meter over dagligt vande.
Det usædvanlige højvande betød blandt andet, at turisterne på den berømte Markus Plads gik rundt i vand til lårene, og fik sig et noget usædvanligt ferieminde.
Vandstanden på 1,50 er den højeste vandstand målt i Venedig siden december 2008 - og den er den sjette højeste vandstand siden målingerne begyndte i 1923.
Fænomenet med højvande i Venedig betegnes på de kanter som 'Alta Acqua' og skyldtes som altid i disse situationer med kraftigt højvande, at vand efter kraftig blæst fra syd stuves sammen i den nordlige del af Adriaterhavet.
Lavtryk sendte vandet op på årets højeste niveau
Denne gang var det et lavtryk i den vestlige del af Middelhavet og et højtryk over Balkan, som satte gang i en kraftig søndenstrømning fra Nordafrika op over Italien.
Det er et fænomen, som på de kanter kendes 'Scirrocco', og gav vindstød af stormende kuling langs den kroatiske Adriaterhavskyst og hård kuling i Venedig. Derved blev vandet fra sud presset op mod Venedig, som måtte holde for med den ekstremt forhøjede vandstand, der søndag nåede 1,50 meter over dagligt vande.
Scirroccoen gav i øvrigt varmt vejr. På Sicilien var der søndag 26 grader, mens der i napoli var 24 grader. I Venedig var det med 17 grader også ganske lunt.
Har været endnu højere -- også i nyere tid
I de seneste år har der dog været endnu højere vandstand under højvande, der historisk set har været ekstreme. I 2008 nåede vandstanden op på 1,56 meter, mens den tilbage i 1986 var oppe på 1,58 meter.
Den højeste vandstand der er målt i Venedig er 1,94 meter over dagligt vande, som satte byen under vand i november 1966.