Vejr

Så er vinterens første sne faldet

Torsdag aften dalede de første snefnug ned over Danmark. Det skete både i den nordøstlige del af Jylland og på Sjælland.

Det var iskold arktisk luft, der torsdag aften trængte ned fra nord, som gav anledning til, at der hen over både Skagerak og Kattegat blev dannet byger.

Nordøstjylland og Sjælland fik først sneen

De første meldinger om sne, der lagde sig på buske, biler og græsplæner kom fra det nordøstlige Jylland, men hurtigt fulgte man efter på dele af Sjælland, hvor snebyger i aftentimerne trak ned og gav et stedvist tyndt snedække.

Meldingerne kom fra TV 2 VEJRET's seere, som igen i år har dokumenteret vinterens første sne.

Hvornår er vinterens første sne faldet?

  • 2014: 11/12 (Nordjylland)
  • 2013: 21/11 (Nordøstjylland)
  • 2012: 25/10 2012 (Nordøstjylland)
  • 2011: 4/12 (Østjylland)
  • 2010: 21/10 (Midtjylland)
  • 2009: 4/11 (Sønderjylland)
  • 2008: 21/11 (Midtjylland)
  • 2007: 10/11 (Nordsjælland)
  • 2006: 1/11 (Nordjylland)
  • 2005: 16/11 (Nordjylland)
  • 2004: 17/11 (Nordjylland)
  • 2003: 19/10
  • 2002: 18/10 (Nordjylland)
  • 2001: 8/11
  • 2000: 24/12
  • 1999: 17/11
  • 1998: 16/11
  • 1997: 24/10
  • 1996: 25/11
  • 1995: 3/11

Har du taget billeder af den første sne, så dem til os ved at benytte linket her til højre.

Tidligt første snefald

Det er relativt tidligt, at vinterens første sne falder allerede den 25. oktober.

I de seneste 8 år, hvor TV 2 VEJRET's seere hvert år har fotodokumenteret vinterens første sne, har vi én gang haft snevejr tidligere end i år.

Det var i 2010, da vinterens første sne faldt allerede den 21. oktober.

Der kan dog godt falde sne endnu tidligere. Ifølge DMI skal vi tilbage til 1952 for at finde det tidligste tidspunkt vinterens første sne. Dengang fik man i Jylland og på Fyn allerede den 14. oktober vinterens første sne.

I 1992 faldt vinterens første sne den 16. oktober og i 2003 lå der sne den 19. oktober.