Vejr

Fyn blev hårdest ramt af voldsomt skybrud

Regnen silede i den grad ned på store dele af Fyn, da fronten med regn og torden passerede lørdag ved 13-tiden.

Det sted, der fik mest var i Årslev på Midtfyn - lige sydøst for Odense. Her faldt der på en halv time hele 26 mm regn, og dermed blev grænsen for skybrud i den grad overskredet.

Det betegnes som skybrud når der falder 15 mm på 30 minutter, og de enorme nedbørsmængder kan med lidt god vilje betegnes som værende næsten dobbelt skybrud.

Det fynske skybrud var således ganske kraftigt, og flere andre steder på Fyn meldes også nedbørmængder, der har været tæt på skybrud. Det satte blandt andet veje og viadukter under vand flere steder i Odense-området, og både ved Bilka og Ikea ved Rosengårdscenteret i Odense gav skybruddet vandskader.

I alt faldet der i løbet af lørdagen 43 mm i Årslev på Fyn, der således blev døgnets vådeste sted i Danmark.

Ud over regn og torden, så gav fronten aneldning til vindstød af hård kuling (19 m/s), som blandt andet betød, at Langelandsfestivalen stoppede al musik, da der var risiko for at den store scene og musikteltet ville blæse omkuld.

Fronten med regn og torden rykkede fra Fyn videre mod øst, hvor der var skybrudsagtig regn i Nordvestsjælland, mens resten af Sjælland, Lolland/Falster og Bornholm stort set gik fri af det forventede uvejr.

På Midtsjælland faldt der endda ikke så meget som en dråbe regn...

Har du billeder eller video af regnvejret over Danmark, så send dem meget gerne til os på TV 2 VEJRET. Det kan du gøre ved at benytte linksene ovenfor til højre.