Vejr

Ny dag med kraftige byger over landet

Endnu engang er der regn- og tordenbyger på vejrmenuen, og i løbet af dagen kan de endda også kaste hagl af sig.

Det er fortsat kold luft i de højere luftlag som befinder sig over Danmark, og selvom temperaturen ikke bliver højere end 18-19 grader i dag, så er temperaturforskellene op igennem atmosfæren store nok til, at bygerne blomstrer op i dagens løb.

De kraftige byger kan som i går yderst lokalt give skybrudsagtig regn, men langt de fleste danskere vil opleve en dag hvor der kommer mellem 5 og 15 mm regn.

Størst risiko for kraftige byger ser der ifølge TV 2 Vejrcenters prognosemodeller ud til at være i Midt- og Østjylland fra omkring middagstid og ud på eftermiddagen

Tilmed kan man - ligesom i går - være heldig at få øje på en skypumpe i forbindelse med bygerne.