Koldeste luft over Danmark i 25 år
Den sibiriske kulde er nu nået frem til os og har givet os den koldeste luftmasse, der har ligget over Danmark i 25 år.
Vi skal helt tilbage til det historiske kuldefrembrud i januar 1987 for at finde lavere temperaturer i den luftmasse, som befinder sig hen over Danmark.
Under -20 grader i 1.500 meters højde
Det viste de radiosonderinger, som i nat med balloner blev sendt op fra Göteborg i det vestlige Sverige, fra Greifswald i Nordøsttyskland og fra Schlesvig i Nordtyskland.
Et godt udtryk for en luftmasses generelle temperatur skal findes lidt væk fra jordoverfladen. Og meteorologer bruger ofte temperaturen i ca. 1.500 meters højde.
Den lå i nat i Göteborg på -20,1 grader, i Greifswald var der -17,3 grader og i Schlesvig var der -16,9 grader.
Laveste temperaturer siden 1987
TV 2|VEJRET har gravet i arkiverne - og ved alle tre stationer var temperaturen lavere end det seneste voldsomme kuldefrembrud i 2001, der bød på -19,3 grader i 1.500 meters højde over Göteborg, mens kulden ikke for alvor nåede ned til de sydligere liggende radiosondestationer.
Vi skal således helt tilbage til kuldefrembruddet i januar 1987 for at finde lavere temperaturer i den luftmasse, der befandt sig hen over Danmark.
Kulden var dengang noget voldsommere end den vi oplever i dag. Den 11. januar 1987 blev der i 1.500 meters højde målt -24,7 grader hen over Göteborg, mens man i Schlesvig havde -20,7 grader.
Det er temperaturer, som ligger omkring 4 grader under den sibiriske luftmasse vi har liggende hen over vore hoveder netop nu.
Kan give os nogle af laveste dagtemperaturer i årevis
I det kommende døgn vil den iskolde luft fortsat ligge over Danmark, og det kan indtil natten til lørdag måske blive lidt koldere endnu.
Den kolde luftmasse vil ikke nødvendigvis give os de laveste temperaturer i ligeså mange år nede ved jordoverfladen. Her har snedække, vindforhold og skydække enormt stor betydning i de mørke timer af døgnet.
Det kan dog vise sig, at dagtemperaturerne vi kommer til at opleve i de kommende dage bliver nogle af de laveste i mange år.