Kattegat fortsætter med at give snebyger

Det drysser ned med store snefnug flere steder i det østlige Jylland. Og det kan det fortsætte med resten af dagen.

Der dannes nemlig fortsat snebyger over Kattegat.

I det seneste døgns tid har man i store dele af Jylland haft perioder med snevejr. Det er snebyger, som i den iskolde sibiriske luft, der strømmer ind over Danmark fra nordøst og øst, dannes hen over Kattegats 2-3 grader varme vand.

Snebygerne dannes dér, hvor luften bevæger sig længst tid hen over det relativt lune havvand. Og det betyder, at der med nordøstenvind er længst fra den svenske vestkyst og til Østjylland i det stræk, der går hen over Samsø, nord om Fyn og videre til Trekantsområdet.

Det er derfor det er i netop det område omkring Vejle, Frederica og Kolding og hen over Nordvestfyn, at man har fået de kraftigste snebyger.

Snebygerne har også bredt sig længere ind over Jylland - og flere steder har man ved temperaturer tæt på -10 grader fået den lette og luftige pudrede sne, som disse byger giver.

Resten af dagen vil den kolde luft over Danmark fortsat give snebyger ved Kattegatkysterne - og i særdeleshed i det klassiske område i denne vejrsituation ved Trekantsområdet og Nordvestfyn.

Ved Østersøen kan snebyger også give Bornholm mere sne.