Frosten dræner din mobil for strøm

Det er ikke kun os mennesker, der kan gå og lide lidt her i vinterkulden - vores mobiltelefoner har det nemlig heller ikke helt let, når temperaturerne når under frysepunktet.

Der er især problemer med batterierne i mobilen, når temperaturen når under frysepunktet.

"Frosten dræner mobiltelefonerne for strøm. Jo koldere det er, desto mere forsøger mobilen at holde sig varm, og det bruger den meget batteri på. Så hvis man undrer sig over, at man oplader sin telefon oftere end normalt, så er det simpelthen på grund af kulden. Men man bliver nødt til at gøre det, hvis man vil være sikker på, at telefonen kan holde strøm en hel dag," forklarer David Guldager, redaktør på beep.tv2.dk.

Også problemer med skærmen

Ejer man en smartphone, er det ikke kun batteriet, der kan volde en problemer. Skærmen reagerer også på kulden

"Når du går med telefonen ude i kulden, kan du opleve at skærmen begynder at flimre, får permanente striber eller at billedet pludselig går. Det gælder især for smartphones af lidt ældre model. Man kan også opleve problemer med 'touch-skærmen', der pludselig reagerer meget langsomt, når man rør skærmen. Men problemet stopper lige så snart telefonen kommer ind i varmen igen," forklarer David Guldager.

Glemsomhed kan koste telefonen livet

I værste tilfælde kan kulden være skyld i, at din telefon går død eller helt bliver ødelagt. Men det kræver, at du har tendens til glemsomhed.

"Hvis man nu glemmer telefonen i bilen, så bliver den rigtig kold, hvis den ligger der natten over. Mobilen vil med al sandsynlighed gå død, og så bliver man nødt at varme den og sætte strøm til, før man kan få gang i den igen. Glemmer man sin telefon ude på altanen eller terrassen, er der en risiko for, at den bliver ødelagt, hvis den ligger der i længere tid. Når telefonen kommer ind i varmen igen, kan der komme nemlig komme vand i elektronikken, når den begynder at tø op - og så vil telefonen være ødelagt," forklarer David Guldager.