Vejr

Sibirisk kulde er på vej mod Danmark

Isnende kulde fra Sibirien vil i den kommende uge nå frem til Danmark og give os et relativt voldsomt kuldefrembrud.

Kulden sættes i bevægelse når et højtryk over Rusland sender den sibiriske luft ned over HvideRusland, De Baltiske Lande og Polen - og herfra vil den fortsætte videre mod vest til Sydskandinavien og Danmark.

De første par dage vil det være en kulde som den vi har haft i weekenden, der vil ligge over Danmark, men i løbet af onsdag og torsdag ruller kulden fra Sibirien for alvor frem mod os.

Østersøen vil i første omgang virke som en varmebuffer, der afholder os fra at få de 10-15 graders frost man eksempelvis har udsigt til i Polen og i Det Østlige Tyskland.

Vi får torsdag dog dagtemperaturer mellem 3 og 5 graders frost, der sammen med en frisk til hård østenvind vil føles ekstremt koldt. Den såkaldte windchilleffekt vil være på -15 til -20 grader.

Når den kolde sibiriske luft trænger ind over Danmark, vil der hen over både Østersøen og Kattegat dannes snebyger, som fredag og lørdag ventes at kunne blive meget kraftige samtidig med, at temperaturen falder yderligere.

Fredag og lørdag ventes ifølge de seneste prognoser mellem 5 og 8 graders frost i dagtimerne, mens vi i nattetimerne kan komme helt ned mellem 10 og 15 graders frost.

De snebyger, der ventes at falde i forbindelse med det voldsomme kuldefrembrud kan blive særdeles kraftige. Og med vind fra øst og nordøst, så er det erfaringsmæssigt især Bornholm, Lolland/Falster, Østjyllands kyster, Nordvestfyn - og i særdeleshed Trekantsområdet, som kan få store mængder sne.

Kuldefrembruddet virker ifølge prognoserne meget sikkert - og der venter os således en usædvanlig kold start på februar måned.

Alt tyder på Kyndelmisse i den grad kommer til at slå sin knude på Danmark.