Vejr

Der ligger 16 cm sne i Struer

Dagens snevejr i Nordvestjylland har nu givet så meget sne, at man nu ikke kan være i tvivl om, at vinteren har indfundet sig.

Fra Struer har vi her på TV 2|VEJRET modtaget et billede fra Eskild Damgaard, som har været ude at måle snedybden på sin terrasse.

Selv om det ikke kan udelukkes, at der også har blandet sig lidt fygesne med, så viser billedet, at der ligger imponerende 16 cm sne.

Og Struer er uden tvivl et af de steder, der ligger mest sne. Ifølge flere andre af TV 2|VEJRET's seere, så er der meldinger om alt fra 14 til 20 cm sne i Struerområdet.

Genrelt er der i dagens løb faldet 5-10 cm sne i det nordvestlige Jylland i dag, som sammen med fredagens snevejr sagtens kan have summeret sig op til de 16 cm - eller måske endda mere.

Lørdagens snevejr ramte i nattetimerne Vest- og Midtjylland og lagde sig i formiddagstimerne til rette hen over den nordvestlige del af Jylland, hvor området omkring Struer lå under sneområdet i flere timer.