Vejr

Det skal der til for at sneen bliver liggende

De sidste dage har man flere steder oplevet sne i Danmark - senest i går, hvor det især sneede på Sjælland. Mens man nogle steder kunne bygge en snemand af sneen, var der andre steder, hvor sneen knap nok gav hvide pletter på jorden, før det hvide stads var smeltet væk igen.

Men hvad er det, der egentlig skal til, for at sneen kan blive liggende?

"Grundlæggende skal det være frostvejr, hvis sneen skal blive liggende. Men der er grænsetilfælde, hvor sneen faktisk godt kan blive liggende - selvom det er tøvejr på et par grader," fortæller Andreas Nyholm, meteorolog på TV 2 Vejret.

"Sner det rigtig kraftigt, vil intensiteten betyde, at al sneen ikke kan nå at smelte væk. Derudover vil sneen afkøle luften og jordoverfladen, så temperaturen måske kan nå ned på frysepunktet - derved kan sneen blive liggende," forklarer Andreas Nyholm

I går kunne man på vejret.tv2.dk se Peter Tanev gå på jagt efter sneen. I København dalede sneen ned uden at blive liggende, men vejrværten skulle ikke meget længere end 10 kilometer væk fra Rådhuspladsen i København før jorden var dækket i hvidt. Hvorfor der er så stor forskel, findes der naturligvis en forklaring på, fortæller Andreas Nyholm

"De store byer som København har et varmere mikroklima i forhold til resten af landet. Det skyldes blandt andet varmeudstråling fra huse, trafik, fjernevarmerør og byens belysning. Derfor var temperaturerne for høje og intensiteten i snefaldet for lille til at sneen kunne blive. Havde København derimod været en mark, ville vi have set sneen blive liggende," forklarer Andreas Nyholm.

Du kan se eller gense Tanevs jagt på sne i linkboksen til højre