Vejr

Usikkert vintervejr i weekenden

Når grænsen til den kolde vinterluft rykker meget tæt på Danmark i weekenden, så kan det ende med nedbør som stort set hvad som helst.

Lige nu ser det mest sandsynligt ud, at en del af landet kan få slud og tøsne både lørdag og søndag.

Der hersker dog stor usikkerhed om vejrudviklingen i weekenden, hvor vi kommer til at ligge lige på grænsen til kold luft over Skandinavien og mildere luft over De Britiske Øer og Nordsøen.

Grænsen kan komme til at bølge lidt frem og tilbage, så dele af landet i perioder kan få vintervejr.

Det store usikkerhedsmoment finder vi allerede fra fredag, hvor koldere luft gradvist strømmer frem mod Danmark, men ret hurtigt bevæger et lavtryk med udbredt nedbør sig fra nordvest direkte frem imod os.

Lavtrykkets præcise bane bliver helt afgørende for vores vejr lørdag - og lige nu er det lidt usikkert, hvilken kurs lavtrykket tager.

De seneste prognoser har nedbør til hele landet, som i Nordjylland og på Sjælland falder som slud eller tøsne ved temperaturer lige over frysepunktet, mens resten af landet overvejende ser ud til at få slud eller regn med temperaturer op til 3-5 grader.

En lille ændring - både den ene eller anden vej - vil dog ændre markant på det.

Søndag er billedet stort set det samme. Her venter der - efter det som prognoserne er enige om kan blive en kold nat med ned til -5 grader endnu et lavtryk med nedbør, som skal frem mod os. Det kan igen søndag give en del af landet slud og tøsne.

Størst chance er der både lørdag og søndag for, at Nordjylland og Sjælland får det mest vinterligt, mens man skal kigge længst efter bare et enkelt snefnug i den sydvestligste del af Jylland.