Vejr

Stormlavtrykket giver slagregn til Danmark

Ud over det meget blæsende vejr, der er i vente i aften og i nat, så giver stormlavtrykket allerede i løbet af dagen regn og opfriskende vind fra syd.

Det er stormlavtrykkets varmfront, som fra Nordsøen breder sig ind over Danmark med udbredt regn, som sammen med en hård til stormende kuling fra syd vil give slagregn i store dele af landet.

I første omgang er det i Jylland man allerede i formiddagstimerne skal finde regntøjet frem, mens regnen begynder at tromme på ruderne.

Men i løbet af eftermiddagen breder både regn og blæst sig videre mod øst til hele landet.

I forbindelse med fronten, der passerer inden i aften, så kan der udbredt falde 10-15 mm regn - og TV 2 Vejrcenters prognoser har i den sydlige og centrale del af Jylland helt op til 18 mm regn indtil i aften.

.