Vejr

Stærk storm i vindstødene har ramt landet

Det kraftige vindfelt, der som en forsmag på stormen ramte Vestkysten omkring middagstid, har flere steder givet vindstød af stormstyrke.

Indtil kl. 16 har vindstødene ved Hvide Sande og Blåvand været oppe på hhv. 28 m/s og 29 m/sog i Skagen har man målt 30 m/s svarende til 108 km/t. Også i indlandet - ved lufthavnen i Skrydstrup - har man målt vindstød af stormstyrke med 27 m/s.

Middelvinden toppede foreløbigt i Frederikshavn kort før kl. 15, hvor man målte 23,9 m/s hvilket er stormende kuling.

Sammen med blæsten trak en front ind over landet, hvilken indtil kl. 16.30 har givet Billund 21 mm regn på godt seks timer. Det er ikke langt fra kriteriet om 'kraftig regn', der lyder på 24 mm på seks timer.

Nu er vinden især ved Vestkysten aftaget en smule - som en slags 'stilhed før stormen' - inden lavtrykket med fuld storm og vindstød af orkanstyrke rammer Vestkysten midt på aftenen.