Vejr

Animation: Sådan rammer stormlavtrykket

Et kraftigt stormlavtryk er på vej fra Skotland og ind gennem Nordsøen - og mens det passerer Sydnorge vil det give storm i Nordjylland og ind gennem Kattegat med vindstød af orkanstyrke.

På animationen ovenfor kan du se, hvorledes vindstødene forventes at blive i det kommende døgn, mens stormlavtrykket nærmer sig og passerer nord om Danmark.

Farverne angiver hvor kraftige vindstødene bliver. 21 m/s er stormende kuling, mens 24 m/s er nær stormstyrke. 28 m/s er stærk storm, mens grænsen for orkan går lige over 32 m/s.

Animationen stopper på udvalgte tidspunkter - men fortsætter så igen.

Der er lagt nogle stop ind kl. 15 når varmfronten sammen med et regnvejr ventes at give vindstød af stormstyrke over en stor del af landet. Herefter stopper animationen igen kl. 21 når det kraftige vindfelt med vindstød af orkanstyrke ventes at ramme Nordvestjylland.

Endelig slutter animationen kl. 6 når det værste er ved at være overstået. På det tidspunkt har stormlavtrykket bevæget sig ind over Mellemsverige.