Vejr

Stormen rammer Nordvestjylland hårdest

Når et stormlavtryk onsdag aften og natten til lørdag passerer lige nord om Danmark, så er det Nordvestjylland, der igen må holde for med det mest blæsende vejr.

Her vil man få storm med vindstød af orkanstyrke.

Prognoserne er fortsat fyldt med storm til en del af landet i forbindelse med det kraftige lavtryk, som sender et vindfelt med storm ind gennem Nordsøen.

Det kraftigste vindfelt ventes at ramme Nordvestjylland fra sidst på aftenen, og her kan man få middelvind målt over 10 minutter af stormstyrke.

Storm begynder ved 24,5 m/s - og prognoserne har vind helt op mellem 25 og 28 m/s til at ramme Nordvestjylland.

Vindstødene kan i den forbindelse nå endnu højere op. Prognoserne forventer lokalt op til 38-40 m/s når stormen kulminerer. Grænsen for orkan går ved vindhastigheder over 32,6 m/s.

Fra Nordvestjylland fortsætter stormen ind over resten af Nordjylland og videre ud over Kattegat, hvor også Nordsjælland kan blive strejfet af de kraftigste vinde.

I hele dette område kan man få storm med vindstød af orkanstyrke, mens resten af landet får en aften og nat med hård til stormende kuling med vindstød af stormstyrke.

I løbet af onsdag morgen aftager vinden hurtigt, men i de nordlige egne kan der stadig op af formiddagen blæse en hård kuling med vindstød omkring stormstyrke.

Med udsigt til det mest blæsende vejr i Nordvestjylland er det tredje gang i træk inden for lidt over en måned, at Nordvestjylland rammes af storm.

Første gang var den 27. november, mens man senest den 9. december havde stormvejr i Nordvestjylland.