Vejr

Sådan mister du kørekortet når der er frost

Efter en periode med nærmest forårsagtige tendenser i januar, er sneen nu vendt tilbage til Danmark.

Årets første sne er nu faldet rundt om i landet, og har lagt sig som et tyndt lag på vejene. Det gælder naturligvis også for de biler, der har stået parkeret udenfor natten over.

Oplever du af den grund, at ruderne skal skrabes fri, er der nogle vigtige regler, der skal overholdes.

For eksempel kan der være tvivl om, om det er i orden blot at skrabe lige akkurat nok, så man kan se ud, eller om alle ruder på hele bilen skal være totalt ryddede eller hvad?

I videoen øverst i artiklen, der er filmet i vinteren 2011, gennemgår Karsten Andersen fra færdselspolitiet i København reglerne og fortæller, at man kan miste kørekortet, hvis man ikke overholder færdselsreglerne.

"Reglerne er sådan, at der skal være ryddet for sne og is i det område, hvor viskerne kører. Der skal være fuld gennemtrængelighed i det område," siger han blandt andet.

Øger risikoen for ulykker

Men det er ikke kun på pengepungen, at man kan risikere at blive ramt - kører man uden en korrekt ryddet forrude, øger man risikoen for uheld, på grund af det reducerede synsfelt.

Der er også regler for, hvor meget is og sne du skal fjerne fra bag- og sideruder. Reglerne kan du få at vide ved at se videoen i toppen af artiklen

Tre råd du også skal overholde:

1. Fjern al is fra sideruderne, så man kan orientere sig i spejlene

2. Fjern is fra de bagerste sideruder, så du kan orientere dig bagud i den blinde vinkel.

3. Fjern is fra bagruden