Vejr

Vindstød af stormstyrke - allerede i eftermiddag

Forløberen for det stormvejr, som søndag kan ramme dele af landet, ventes allerede i løbet af eftermiddagen at kunne give vindstød af stormstyrke.

Sammen med det blæsende vejr breder et udbredt regnvejr sig ind over landet.

Det er nemlig et kraftigt lavtryk med både regn og blæst, som lørdag morgen ligger lige nordvest for Skotland, der i dagens løb hurtigt bevæger sig frem mod Sydnorge.

I den forbindelse vil det blæse med op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke ind gennem Nordsøen, og dette kraftige vindfelt ventes sammen med regnen at nå Jyllands Vestkyst først på eftermiddagen.

Herfra breder både regn og blæst sig til hele landet i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Flere steder langs kysterne kan der komme vindstød op omkring stormstyrke, men det ventes at blive mest blæsende i Nordvestjylland, hvor middelvinden når op på stormende kuling og vindstødene ventes at komme et stykke over grænsen for storm (24,5 m/s).

Den kraftige blæst når i løbet af natten og søndag morgen knap at aftage inden det næste kraftige blæsevejr nærmer sig fra vest.

Det er søndagens stormlavtryk, som hurtigt bevæger sig frem mod os. Det ventes at give storm i Nordjylland og ned gennem Kattegat med vindstød af orkanstyrke søndag eftermiddag. I resten af landet kan der søndag ventes hård til stormende kuling med vindstød af stormstyrke.