Vejr

Ny prognose: Vi får storm på søndag

Vi skal nu for alvor til at forberede os på, at vi på søndag kan blive ramt af efterårets første rigtige stormvejr.

De seneste prognoser fortsætter nemlig med at sende storm i middelvinden ind over Danmark - mens vindstødene kan nå orkanstyrke.

TV 2 Vejrcenters prognoser har nu i flere døgn vist stort set samme vejrudvikling - og de fortsætter med at lade et kraftigt stormlavtryk udvikle sig på sin vej fra Skotland hen over Nordsøen til Sydnorge, hvorefter et område med storm i middelvinden og vindstød af orkanstyrke fra nordvest rammer Danmark søndag eftermiddag.

Det betyder meget blæsende vejr på søndag - og flere steder kan man forvente regulær storm.

Mest blæsende ser det fortsat ud til at blive i Nordjylland og i et område ned over Kattegat til Nordsjælland, hvor der er risiko for storm i middelvinden - dvs. over 24,5 m/s.

I samme område ventes vinden ifølge prognoserne at kunne nå orkanstyrke i vindstødene.

Stormlavtrykket, der rammer Danmark på søndag, kommer lige efter et kraftigt lavtryk lørdag ventes at give op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke - og dermed ventes det at blive kulminationen på en meget blæsende weekend.