Vejr

Norge slår alarm: 30 meter høje bølger på vej

Den orkan, som i nat ramte Færøerne med vindstød helt op til 51 m/s, har nu sat kursen mod Norge. Her har meteorologerne slået alarm og udsendt et 'ekstremvarsel'.

Stærk storm rammer den norske kyst

Uvejret, som af nordmændene har fået navnet 'Berit', rammer vort naboland midt på eftermiddagen med middelvinde på op til 32 m/s, der er stærk storm - lige under grænsen for orkan. Vindstødene vil nå langt over orkanstyrke.

Hele den norske kyst fra Stad i syd til Lofoten i nord rammes af den voldsomme storm, der vil vare helt frem til lørdag formiddag.

Allerede fredag formiddag blev der på olieboreplatformen ved Heidrun-feltet i Norskehavet ud for Trondheim målt middelvinde på 26 m/s, hvilket er fuld storm.

Bølgerne kan blive 30 meter høje

'Berit' ventes at medbringe bølger på helt op til 30 meters højde, og de norske meteorologer har udsendt et 'ekstremvarsel' for store dele af landet for storm og stærkt forhøjet vandstand. Bølgerne kan flere steder blive så høje, at det statistisk set kun bør forekomme én gang hvert århundrede.

Middelvind

Er vindhastigheden målt over en periode på 10 minutter.

Orkan Er når vinden kommer over 32,5 m/s.

Stærk storm

Er når vinden kommer over 28,5 m/s

Storm

Er når vinden kommer over 24,5 m/s

Det er første gang siden januar 2010, at Norge rammes af 'ekstremvejr'.

Kan lukke boreplatforme ned

Det usædvanligt voldsomme vejr kan også få konsekvenser for netop de norske boreplatforme i Norskehavet. Statoil overvåger vejrsituationen og er parat til at lukke platformene ned.

Fra i morgen tidlig svækkes stormen gradvist, mens et nyt lavtryk forstærkes i Atlanterhavet. Dette lavtryk vil ifølge TV 2 Vejrcenters prognoser give især Vest- og Nordjylland storm på søndag.