Vejr

Jylland ramt af vindstød af stormstyrke og torden

Det første af tre blæsevejr, der skal ind over Danmark i weekenden ramte fredag aften Jyllands Vestkyst med vindstød af stormstyrke.

Det skete i forbindelse med en bygelinje, der fra vest passerede ind over Danmark.

Vindstød af stormstyrke ved Vestkysten

Både ved Blåvandshuk og Hvide Sande viste vindmålerne vindstød over grænsen for storm. Mest blæsende har det indtil kl. 19 været i Hvide Sande med 27 m/s.

Før bygelinjen ramte Vestkysten havde den ved boreplatformen Tyra Øst på Gormfeltet i Nordsøen givet vindstød af stærk storm, da man målte 31 m/s.

Ud over kraftige vindstød, så gav bygerne også torden, som man har kunne opleve i store dele af Jylland i aftentimerne.

Kold luft fra 'Færøorkanen' gav bygerne

De kraftige vindstød og bygelinjen, der gav torden blev dannet i forbindelse med kold luft, der strømmede mod syd på vestsiden af orkanlavtrykket ved Færøerne.

Den kolde luft nåede ned over Nordsøen i dag - og er herfra fortsat ind over Danmark.

Mere blæst på vej

I løbet af natten passerer bygelinjen med fortsat risiko for torden og kraftige vindstød mod øst.

Efter et kort ophold tiltager vinden igen lørdag og kan atter nå vindstød af stormstyrke.

Søndag ventes et regulært stormlavtryk at ramme Danmark med storm i dele af landet og vidstød af orkanstyrke.