Vejr

Sådan gør du bilen vinterklar

Vinteren nærmer sig med hastige skridt, og det betyder, at det er ved at være tid til at forberede sin bil på de kolde måneder, så du sikrer din bils tilstand og sørger for, at du sikkert kan komme gennem trafikken.

Vinterdæk

Det første du skal ændre på din bil er dækkene - det er nemlig meget vigtig, at du ikke køre rundt med sommerdæk på vinterveje.

"Det første jeg ville sikre mig, er vinterdækkene. Kører du med sommerdæk på en rigtig vintervej øges din bremselænge væsentligt, og det kan være rigtig farligt, hvis man pludselig skal bremse op," siger Jørgen Jørgensen, der er afdelingsleder i den tekniske rådgivning i FDM.

Sprinklervæske og nye vinduesviskere

Når man kører på vinterveje, er det oftest rigtig sjappet, det betyder, at dine ruder bliver udsat for en masse skidt. Derfor bliver der ekstra meget brug for sprinklervæsken og vinduesviskerne.

"Man skal sørge for, at man har sprinklervæske på bilen og at den er frostsikret. De fleste sprinklervæsker er frostsikrede, men har man sprinklervæske, der ikke er frostsikret, kan man ødelægge sprinklersystemet," siger Jørgen Jørgensen og fortæller, at vinteren også stiller høje krav til vinduesviskerne.

"Hvis man har haft de samme vinduesviskere på siden sommer, er de sikkert godt slidte, så nu er det en god idé at få sat nogle nye på. Er vinduesviskerne slidte og beskidte, bliver ruden helt stribet, når man bruger dem, og så bliver det altså besværlig at se ud - især hvis solen begynder at skinne," siger han og fortæller, at pris og kvalitet hænger sammen, når man skal kigge efter nye vinduesviskere.

"Gummiet på de helt billige vinduesviskere, kan blive stenhårdt lige så snart, at det bliver frostvejr, så det kan godt betale sig at ofre et par hundrede kroner mere på et par gode viskere," forklarer Jørgen Jørgensen.

Tjek lyset

Vinteren er ikke bare kold, den er også mørk, så det er ekstra vigtigt, at lygterne fungerer

"Tjek om alle lys og lygter virker, vi ved, at der er mange, der kører rundt med lys, der ikke er i orden. Man skal også sørge for, at de er rene for skidt, og når frosten sætter ind, skal man skrabe dem rene for is og sne," siger Jørgen Jørgensen.

Undgå rust

Når vinteren sætter ind, begynder vejene også at blive saltet - og vejsalt er ikke ret godt for bilen.

"Vejsalt kombineret med fugtigt vejr er virkelig hårdt for karosseriet og bilen kan begynde at ruste. Det kan man forhindre ved at sørge for, at bilen er velplejet med god rustbeskyttelse eller med en lak-behandling," fortæller Jørgen Jørgensen.

Vær forberedt på sne

Det er en rigtig god idé at være godt forberedt på sne og is. Så med det rigtige grej i bagagerummet, er du rigtig godt rustet, hvis sneen skulle skabe problemer.

"I vinterføre skal man sørge for, at man har en sneskovl med, så man kan grave sig fri, hvis man køre fast. Derudover skal man have nogle startkabler med, både til sig selv - men også så man kan hjælpe andre, der er gået i stå. Et slæbetorv er også godt at have med i bagagerummet," siger Jørgen Jørgensen.

Ifølge de seneste prognoser kommer vintervejret sidst i november - det kan du læse meget mere om via linket i boksen til højre.