Vejr

Påskevarme sender april på rekordkurs

Går du og synes at april i år har været usædvanlig varm, så er du helt på rette spor.

Faktisk har april indtil videre været så varm, at den eksisterende varmerekord for årets fjerde måned - der blot er to år gammel - måske står for fald.

De første 23 dage af måneden har temperaturen - gennemsnitligt over hele landet, dag og nat - ligget på 9,2° jvf. tal fra DMI.

Det er langt over den normale middeltemperatur for måneden som helhed (5,7°) og faretruende tæt på den stående rekord fra 2009 på 9,4°.

Med fortsat udsigt til varmt vejr i dag og 2. Påskedag er der en vis sandsynlighed for, at rekorden kan blive slået, men køligere vejr i løbet af den kommende uge kan være dét, der sætter en kæp i hjulet på rekordforsøget.

Kan blive tredje aprilrekord på blot 5 år

Bliver varmerekorden slået er det tredje gang på blot fem år, at de meteorologiske historiebøger skal skrives om.

I 2007 slog april for første gang den tidligere varmerekord helt tilbage fra 1948, der lød på 8,4°. April 2007 endte med en middeltemperatur på 9,2° - en temperatur, der altså satte den tidligere rekord eftertrykkeligt på plads. Den varme april i 2007 kom efter en meget varm vinter med 4,1° i gennemsnit.

Top 5 i april

Temperaturer

  • 2011: 9,8°
  • 2009 : 9,4°
  • 2007 : 9,2°
  • 1948 : 8,4°
  • 1952 : 8,3°

Solskinstimer

  • 2009 : 272
  • 1974 : 262
  • 2007 : 250
  • 2011 : 250
  • 1942 : 248
  • 1968 : 231

Nedbør

  • 1893 : 3 mm
  • 1974 : 3 mm
  • 2007 : 9 mm
  • 1996 : 9 mm
  • 1881 : 9 mm

Kilde: DMI

I 2009 slog april den dengang kun to år gamle varmerekord, da middeltemperaturen endte på 9,4°. Også dengang var den forudgående vinter varmere end normalt med 1,5° i gennemsnit (normal 0,5°).

Spektakulær ville en april-varmerekord blive i år, eftersom den i så fald vil falde efter den tredjekoldeste vinter i 15 år med en gennemsnitstemperatur på -1,3°. En vinter, der blandt andet indeholdt den næstkoldeste december i dansk vejrhistorie.

Slår også anden rekord

Selvom april 2011 ikke skulle slå den stående varmerekord fra 2009, så er den så godt som sikker på at slå en anden slags varmerekord.

Den laveste temperatur målt i april indtil videre er nemlig -1,6° hvilket betyder, at rekorden for den 'højeste minimumstemperatur' står for fald. Den stammer lige nu fra 1920 og lyder på -1,8°.

Og med udsigten til frostfrie nætter i de kommende dage ser denne 91 år gamle vejrrekord ud til at blive slået.