Vejr

Storm knækkede vinger på vindmølle

Vindstød nær orkanstyrke blev for meget for vingerne på en vindmølle tæt på Kiel i Nordtyskland. Lørdag morgen stod den efter en blæsende nat med to brækkede vinger.

Ligesom den sydligste del af Danmark blev ramt af kraftige vindstød natten til lørdag, som nåede op nær orkanstyrke, så fejede den kraftige blæst også hen over Nordtyskland.

Ved Passade lige sydøst for Kiel i Schlesvig Holstein tog de kraftige vindstød, så hårdt fat i vingerne på en vindmølle, at de brækkede af.

I Nordtyskland nåede vindstødene indtil lørdag morgen op nær orkanstyrke. Ved Kiel blev der målt 31 m/s, mens man langs Vestkysten ved Bremerhaven nåede op på 32 m/s.

Grænsen for orkan går ved 32,6 m/s.

Det nåede man over på Brocken i Harzen, hvor et vindstød natten til lørdag måltes til hele 45 m/s - eller det der svarer til 162 km/t.

Og så er det jo godt, der ikke findes vindmøller deroppe...