Vejr

Vinterens første sne er faldet

Torsdag morgen vågnede man i dele af Jylland op til sne - og det var første gang i dette vinterhalvår, at det var hvidt udenfor.

Efterår blev til vinter, da den første sne faldt natten til torsdag.

Det skete først i Midtjylland, hvor vi ifølge flere af TV 2 VEJRET's seere har meldinger fra Ikast, Brande og Engesvang om, at der faldt sne sidst på natten - og senere fik også det sydøstlige Sønderjylland og dele af Vendsyssel del i vinterens første snefnug.

Ligesom i Midtjylland kunne man også i dele af Sønderjylland og i Vendsyssel stå op til et vinterklædt landskab med sne på græsplænerne - på trods af vi kun er midt i efteråret.

Tidligste sne i syv år

Den første sne falder meget tidligt i denne vinter. Vi skal tilbage til 2003 for at finde et tidligere tidspunkt, hvor den første sne er faldet. Dengang skete det den 19. oktober.

Det er således det tidligste vi har oplevet vinterens første sne i syv år.

Kold polarluft og byger gav sneen

Vinterens første sne kommer efter et lavtryk onsdag passerede og efterfølgende lod kold luft strømme ned over Danmark.

I den kolde luft blev der natten til torsdag og torsdag morgen dannet byger over Nordsøen, som trak ind over dele af Jylland.

I Vendsyssel, i Midtjylland og i dele af Sønderjylland faldt nedbøren i forbindelse med disse byger som sne - der altså var vinterens første!!