Vejr

Maj måneds vejr - koldt og solfattigt

Maj måned blev en usædvanlig kold og solfattig affære. Maj endte med at blive den koldeste vi har oplevet i 14 år.

Maj måned bød vejrmæssigt på lidt af hvert. Vi fik både sne, hård nattefrost, og så var vi tæt på årets første sommerdag - men den bød på mest af det kølige og ustadige vejr, som gav os en grå og kold måned.

Ifølge tal fra DMI, så var maj måned med en middeltemperatur på 9,4° usædvanligt meget koldere end normalt (10,8°).

Det gør maj måned til den koldeste vi har oplevet siden 1996.

Månedens absolut laveste temperatur blev målt den 11. maj. Her havde vi den koldeste majmorgen i 11 år, da temperaturen nåede ned på -3,1 grader i Skjrydstrup i Sønderjylland.

Månedens højeste temperatur blev målt lige før Pinse, da temperaturen i Billund den 22. maj nåede op på 24,9°.

Ud over at være en kold måned, så blev maj også en grå affære. Solen skinnede i kun 189 timer, hvilket er 20 timer mindre end normalt (209 timer).

Der var dog stor forskel på, hvor solen glimrede med sit fravær. Mest skinnede den i Nordjylland, hvor man fik 239 solskinstimer, mens man i Nordsjælland med 133 solskinstimer kun fik omkring det halve.

Nedbørmæssigt blev maj måned lidt mere våd end normalt. Der faldt 64 mm, der er 16 mm mere end normalt (48 mm).

Mest regn fik Sjælland med 92 mm, mens man i Nordjylland med 45 mm havde det tørrest i løbet af maj måned.