Vejr

Usædvanlig varmt i det nordøstlige USA

Flere steder i det nordøstlige USA nåede temperaturen torsdag op omkring 20°.

De er vante til sne og kulde i vintermånederne, men torsdag ville vejret det anderledes i det nordøstlige USA.

Efter at et lavtryk havde givet regn og kraftig vind torsdag morgen klarede det op i løbet af formiddagen, og temperaturen steg i det nordøstlige USA til et usædvanligt højt niveau for december.

Over 20° i Boston

I Boston i delstaten Massachusetts nåede temperaturen op på 20,6°. Det er den højeste temperatur nogensinde målt i Boston på en 3. december, men stadig et stykke fra byens absolutte decemberrekord på 24,4° fra 1998.

I byen Portland i Maine, USAs nordøstligste stat, nåede temperaturen op på 20,0° og i Providence på Rhode Island nåede man 18,9°.

Tog vestligere bane

Årsagen til de høje temperaturer skal blandt andet findes i, at det pågældende lavtryk tog en bane ind over det nordøstlige USA i stedet for mere hyppigt ud over den vestligste del af Atlanterhavet.

På den måde strømmede varm luft fra Atlanterhavet op over området.

Den normale dagtemperatur i Boston i december måned er 4,6°.