Vejr

Dramatisk dag i Texas for danske tornadochasere

De tre danske tornadochasere, der i disse dage kører gennem USA for at jage torden og tornadoer, fik onsdag fuldt udbytte af deres anstrengelser. De valgte det rigtige sted at chase og så to tornadoer, der dog kom lidt for tæt på.

Onsdag aften kunne man ved hjælp af LIVE-webkamera direkte fra Texas følge de tre danskere Kai-Asle Sønstabø, Thomas Dolmer Nielsen og Per Christiansen i deres jagt på tornadoer.

De der onsdag aften sad og kiggede med foran skærmen fik en spændende oplevelse, da jagten på en stor tordenbyge gik ind lige sydvest for Abilene i Texas, hvor kraftige byger dagen igennem blev dannet i den fugtige luftmasse hen over Texas.

Ned fra tordenskyerne hang der ansatser til 'snabler' - og de kunne sågar ses på Live-kameraet.

Hvis der var tvivl om de tre danskere havde set en en tornado eller ej, så forsvandt den tvivl senere på dagen, hvor det blev til to tornadoer og en højdramatisk situation.

På TV 2|VEJRETs debatforum berettede Kai-Asle Sønstabø fra dagens højdepunkt, da de tre danskere blev fanget mellem to tornadoer:

"Ved byen Roscoe drejede vi sydpå for at komme tættere på. Et stykke nede af en mindre vej holdt vi ind til siden for at filme og tage billeder. Pludselig blev der få hundrede meter fra os dannet en tornado. Jord blev suget op i luften, og vinden tiltog kraftigt. Marc råbte inde fra bilen "get in the fucing car now"! Vi havde så travlt med at komme af sted, at vi ikke havde fået lukket bagsmækken med det resultat, at flere kameratasker væltede ud på vejen. Thomas skyndte sig ud for at samle dem op, men tornadoen var lige over os, og vi måtte ræse af sted for at undgå dem. Men Felix og Sharon lå i en bil lige bag os, og de samlede Thomas op. Samtidig dannedes der en tornado lige foran bilen. Nu var gode råd dyre. Vi kunne ikke stoppe op på grund af tornadoen bagude og vi kunne ikke gasse op på grund tornadoen foran os. Men heldigvis krydsede tornadoen hurtigt vejen, så vi kunne komme væk. Jeg kastede mig op på bagagen, mens bagsmækken stod åben, og vi ræsede af sted. Samtidig filmede jeg bagud og så bilen med Thomas i være meget tæt på at blive ramt af tornadoen."

På sin blog på stormchaser.dk skrev hovedpersonen i den dramatiske affære Thomas Dolmer Nielsen:

"Det var rent refleks at jeg sprang ud af bilen og løb tilbage for at redde bagagen. Det sidste jeg hørte var Marc som råbte "Forget it ! Its not worth it. Leave it !"

Jeg så ikke tornadoen -- ihvert fald forbandt jeg ikke det jeg så med en tornado, men under alle omstændigheder var den mindre end 50 m væk, da jeg samlede min fototaske op.

Jeg husker, at jeg så, hvad jeg troede var nedbør, men det har været jord, grene og andet godt fra jorden. Det blæste også meget voldsomt."

Thomas var således havnet tæt på, hvor tornadoen kom fejende - og han fortsætter:

"Vi fik senere fortalt, at tornadoen så ud til at ligge lige over bilen. Det var et close call, og jeg er nu officielt benævnt TIP -- Tornado Intercept Person.

I bakspejlet kan jeg godt se at det var tåbeligt at risikere liv og lemmer for et par taskers skyld, og vi gennemgik også sikkerhedsprocedurene en ekstra gang. I princippet havde jeg jo bragt de andres sikkerhed i fare, ved at forsinke vores flugt." TV 2|VEJRET talte torsdag morgen med Kai-Asle Sønstabø over telefonen, der kunne berette om en spændende og nervepirrende dag, og i øvrigt oplyser at alle mand har det godt!!