Storm med vindstød af orkan over Danmark (22/2 2008)
Weekenden fik en meget blæsende start, da vi fredag fik storm med vindstød af orkanstyrke i den nordlige del af Jylland.
I den nordlige del af Jylland blev man fredag eftermiddag ramt af middelvinde op til stormstyrke og vindstød af orkanstyrke - og i aftenens løb rykkede det blæsende vejr mod syd og øst, så også det sydlige Jylland og Sjælland fik vindstød af orkanstyrke.
Stormen væltede træer, tagsten blæste af hustage og i Østjylland eksploderede en vildfaren vindmølle i blæsten.
Det blæsende vejr kom i forbindelse med en 'lille' frontbølge, der passerede lige nord om Danmark - og blev efterfulgt af områder med flere kraftige byger.
Stormen startede i Nordjylland
Stormen nåede først frem til Nordvestjylland, hvor man midt på eftermiddagen nåede vindhastigheder af stormstyrke i middelvinden - og resten af eftermiddagen fortsatte vinden med at tiltage.
Mest blæste det i løbet af eftermiddagen i Hals med 27 m/s.
Blæsten kulminerede i den nordlige halvdel af Jylland i forbindelse med en markant bygelinie, der i løbet af eftermiddagen passerede hen over den nordlige del af landet fra nordvest.
I Hanstholm nåede man med en middelvind på 25 m/s først på eftermiddagen over grænsen for storm - midt på eftermiddagen fulgte Hirtshals og Silstrup efter og her nåede man en middelvind på 26 m/s.
Vinden kulminerede ved 16-tiden i Hals i den sydøstlige del af Vendsyssel, hvor middelvinden nåede 27 m/s.
Meget kraftige vindstød
I Hals nåede man også dagens højeste vindstød på 40 m/s, der er langt over grænsen for orkan.
I Karup i Midtjylland nåede et vindstød op på 38 m/s, der er et særdeles kraftigt vindstød målt så langt inde i landet.
Vi skal helt tilbage til orkanen den 8. januar 2005 for at finde ligeså voldsomme vindstyrker i Karup, som de der blev målt fredag - og i øvrigt er vindhastigheder som de der er målt hen over Danmark fredag kun set tre gange siden stormen i 2005.
Blæst - også i aftentimerne
Da et nyt område med byger i aftentimerne fra vest bevægede sig hen over den sydlige del af landet kunne man i den del af landet kortvarigt opleve middelvinde af stormende kuling med vindstød op til orkanstyrke.
Da bygerne passerede forbi friskede vinden op. I forbindelse med disse byger blev der på Omø i Storebælt registreret et vindstød på hele 38 m/s.
Desuden var der torden i bygerne i aftentimerne hen over den sydlige del af landet.
Stormskader flere steder
Især i Jylland oplevede man mange væltede træer og nedblæste tagsten.
Midt- og Vestjyllands Politi meldte sidst på eftermiddagen om mindst 40 væltede træer - bl.a. på rute 26 fra Århus mod Viborg, hvor det ene spor var spærret.
Midt på eftermiddagen blev Vejle Fjord-broen en overgang spærret da en skurvogn væltede.
Ved Hedensted eksploderede en vildfaren vindmølle i den i den kraftige blæst.
Frontbølge gav blæsten
Det blev altså særdeles blæsende da et kraftigt lavtryk på ca. 955 hPa fredag passerede ind over Nordskandinavien samtidig med, at et højtryk på ca. 1030 hPa befandt sig over Mellemeuropa.
En lille frontbølge skabte det meget kraftige vindfelt, da den i løbet af dagen passerede lige nord om landet.
Ved Vestkysten og i den nordlige del af Jylland tiltog vinden i eftermiddagstimerne op til storm med vindstød af orkanstyrke.
Op til storm med vindstød af orkanstyrke
Den kraftige blæst kulminerede i eftermiddagstimerne, hvor vinden tiltog op til storm ved Vestkysten og i den nordlige del af Jylland med vindstød af orkanstyrke.
I de øvrige landsdele 'nøjedes' man med hård eller stormende kuling og vindstød af stormstyrke.
De kraftigste vindstød opstod i forbindelse med byger, der bagpå koldfronten bevægede sig ned over landet i løbet af eftermiddagen.
Også inde over land havde man det særdeles blæsende med kuling eller hård kuling og vindstød af stormstyrke og enkelte steder også her sågar af orkanstyrke.
Gav forhøjet vandstand
Den meget kraftige vind pressede en masse vand fra Nordsøen ind mod Vestkysten.
Derfor var der udsendt varsel om forhøjet vandstand ved Vadehavet og Vestkysten.
Ved Ribe nåede vandstanden op på 2,7 meter over daglig vande - slet ikke noget som digerne ikke kunne klare.
Færger aflyst
Flere færgeafgange både til og fra Danmark blev aflyst på grund af vejrforholdene.
Vinden aftager langsomt løbet af aftenen og natten til lørdag, men lørdagen vil stadig blive præget af blæst med op til kuling fra vest.
Vi følger løbende blæsevejret i vor service 'Storm på vej?', som du kan klikke dig videre til via linket i linkboksen til højre.