Vejr

2007 bød på 10 nye vejrrekorder

2007 blev atter et år, hvor vejret i Danmark satte nye rekorder. I alt blev det til 10 nye vejrekorder.

De fleste af dem blev sat i den første halvdel af 2007 - og rekorderne fordelte sig med 6 varmerekorder, 3 nedbørrekorder og 1 solrekord.

Rekordvarm januar

Blæsende vejr fra sydvest sendte temperaturen i januar måned op på 5,0° som månedens middeltemperatur. Dermed satte januar ny varmerekord. Den 'gamle' fra 1989 blev slået med 0,1°.

Rekordvåd januar

Fronter med regn, der passerede Danmark fra tid til anden gav i alt 122 mm nedbør - hovedsageligt som regn. Det var mere end nok til at slå den 19 år gamle rekord fra 1988 med 9 mm.

Rekordvarm vinter

De tre varme vintermåneder, hvoraf den ene tilhører 2006, blev rekordvarme. Med en middeltemperatur på 4,7° blev vinteren 1988/89 henvist til andenpladsen.

Rekordvåd vinter

Med hele 310 mm nedbør, så blev vinteren vådere end nogensinde. Der faldt hele 37 mm mere end i vinteren 194/95.

Rekordvarm marts

Marts måned bød på rigeligt forårsvejr med dagtemperaturer op til 16° - og månedens middeltemperatur blev 6,1°, der er en tangering af rekorden fra 1990.

Rekordvarm april

April måned satte årets mest usædvanlige og markante rekord. Det blev en nærmest sommerlig måned, der sidst på måneden kulminerede med en tidlig sommerdag med over 25°. Middeltemperaturen blev med 9,2° hele 0,8° varmere end den 59 år gamle varmerekord fra april 1948.

Rekordvarmt forår

Med tre varme forårsmåneder i træk blev foråret rekordvarmt. Med en middeltemperatur på 9,0° blev foråret 2007 0,3° varmere end i 1990.

Rekordsolrigt forår

Solen skinnede mere end i mands minde i foråret 2007. Med 661 solskinstimer i løbet af de tre forårsmåneder blev den 33 år gamle solrekord fra 1974 slået med 6 timer.

Rekordvåd juni

Efter en tør start på måneden tog juni måned revanche og åbnede sine sluser. I løbet af juni måned faldt der 124 mm regn, der akkurat var nok til at slå den 61 år gamle rekord fra 1946 med en enkelt milimeter.

Rekordvarmt år

Årets sidste rekord blev en for hele året. 2007 blev samlet set rekordvarmt. Med en middeltemperatur på 9,5° blev 2006 henvist til andenpladsen.