Vejr

Ny rekord: Varmeste og vådeste vinter

Vinteren har slået to nye rekorder, der er alt andet end vinterlige. Vi fik den varmeste og vådeste vinter, der nogensinde er registreret i Danmark.

Vinteren, der per definition består af de tre vintermåneder december, januar og februar, blev både den varmeste og vådeste, der nogensinde er registreret i Danmark oplyser DMI tirsdag.

De to nye rekorder skyldes hovedsageligt, at vi hele december og store dele af januar måned konstant havde tilførsel af lun luft fra sydvest.

Det ene lavtryk efter det andet passerede i de to måneder landet og sendte luft fra Sydvesteuropa op over Danmark, og i forbindelse med lavtrykkene, der i januar blandt andet gav os hele fem storme, faldt der store mængder nedbør.

December og januar lagde grunden til varmerekorden

De første to vintermåneder slog hver for sig ny varmerekord, blomsterne blev ved med at blomstre - og langt ind i januar var haveejerne ude med græsslåmaskinen. Så det er ikke helt uventet, at også vinteren som helhed - med en februar, der blev 2 grader varmere end normalt - slår ny varmerekord.

Især var december måned med hele 7,0 grader usædvanligt varm - men også januar slog med 5,0 grader ny rekord. Samlet set bliver vinterens middeltemperatur ifølge DMI 4,7 grader, der er 0,2 grader varmere end den hidtidige rekordvarme vinter i 1988/89 - og 4,2 grader varmere end normalt (0,5 grader).

Den rekordvarme vinter 2006/07 svarer stort set til, hvad man temperaturmæssigt normalt oplever i Paris.

Den våde januar hjalp nedbørrekorden på vej

Det var ikke kun varmen, der satte sit præg på vintervejret. Også nedbørmæssigt var der med en våd december og en rekordvåd januar med oversvømmede åer flere steder i landet lagt op til, at kun en tør februar kunne ødelægge nedbørrekorden for vinteren som helhed.

Vinterens tre måneder bød således på 310 mm nedbør - de fleste af dem som regn - og det er hele 37 mm mere end rekorden fra 1994/95, og 184 mm eller det der svarer til 146 % mere end i en normal vinter.

Trods en kraftig snestorm og kulde i dele af februar måned, så har vi på 'papiret' haft den mindst vinterlige vinter siden 1874.