Vejr

Januar sætter ny nedbørrekord

Med søndagens regnvejr, så har den usædvanligt våde januar måned allerede nu sat ny nedbørrekord.

I den ekstremt nedbørrige januar måned har vi kunne opleve de store mængder regn, der er faldet - i form af oversvømmede åer og mange steder i landet står marker og enge under vand.

Slår nedbørrekorden fra 1988

Indtil mandag morgen var der hen over landet ifølge DMI faldet 115 mm nedbør. Søndagens 5-10 mm regn, der faldt godt fordelt ud over hele landet, var lige præcis det, der skulle til for at sætte en ny nedbørrekord for januar måned.

Den rekord lød indtil i år på 113 mm, der er den mængde nedbør, der nåede at falde i løbet af januar 1988.

De 115 mm, der er faldet i januar 2007 indtil nu, er dobbelt så meget nedbør som i en normal januar måned (57 mm).

Kraftige stormlavtryk gav også vand

Den rekordvåde januar - med regn næsten hver eneste dag - skyldes primært, at flere kraftige stormlavtryk i stort set hele måneden er passeret meget tæt på Danmark. Således blev vi i de første 20 døgn af januar måned næsten dagligt 'offer' for en af de nedbørrige fronter, der på grænsen mellem lun luft i syd og kold luft i nord var ganske aktive.

De dage, der fik mest nedbør, var således også de dage, hvor de kraftigste lavtryk passerede landet.

Den 11. januar faldt der udbredt 20 mm regn på 'forsiden' af lavtrykket, der natten til den 12. januar gav os storm over landet.

Og fra den 18.-20. januar faldt der i forbindelse med stormlavtrykket, der gav de sydlige egne og Tyskland storm den 18. januar og så stormlavtrykket der gav Nordvestjylland storm den 20. januar, i gennemsnit 15-20 mm på hver af dagene.

Sidstnævnte nedbørområde satte blandt andet Vejle under vand.

De kommende dage kan der fortsat forventes 10-15 mm nedbør, så alt tyder på vi er på vej mod, at slå den eksisterende rekord med hele 15-20 mm i den mest regnfulde januar, der nogensinde er registreret i Danmark.