December slår varmerekorden med flere længder

Vi er snart vant til det - endnu en varmerekord er på vej. December bliver den så absolut varmeste vi har oplevet siden 1874.

Med en helt usædvanlig varm første halvdel af december måned og fortsat lunt decembervejr i den anden halvdel af måneden, så slår december i den grad varmerekord.

Fejer den gamle rekord af banen

Med en døgnmiddeltemperatur, der ifølge DMI ender på 7,0° fejer december 2006 næsten bogstaveligt den gamle varmerekord på 5,1° fra 1934 af banen. Det hører til sjældenhederne, at en varmerekord for en hel måned slås med hele 1,9°.

De 7,0° er over 5° varmere end den normale temperatur i december (1,6°).

Denne helt usædvanlige rekord skyldes ikke mindst, at december har været præget af tilførsel af luft fra sydvest, der er det lune hjørne på denne årstid.

Det varme decembervejr kulminerede den 5. december da man i Sønderborg med 14,2° var tæt på at slå ny varmerekord for december måned.

Varmeste år

Så høj en decembertemperatur som de 7,0°sikrer også det varmeste år siden 1874. I 1990 blev årsmiddeltemperaturen 9,3° - og den bliver med en middeltemperatur på 9,4° slået i år.

Det sker ikke mindst 'takket være' fire på hinanden følgende rekordvarme måneder (september, oktober, november og december) - og så ikke mindst den rekordvarme juli måned.

De 7,0° for december bliver årets 5. varmerekord for en måned - og da efteråret blev rekordvarmt - og året 2006 som helhed også går hen og bliver det står vi med lidt god vilje med hele 7 varmerekorder sat i 2006 når året er omme.