Gammel tropisk storm på vej mod Danmark

16x9

Gammel tropisk storm strejfede landet.

Den gamle tropiske storm 'Alberto', der først på ugen ramte Florida, har taget turen over Atlanterhavet og nærmer sig nu Danmark.

'Alberto' giver os efterhånden mere ustadigt og køligere vejr.


Har taget turen over Atlanten
Som det så ofte sker med tropiske storme og hurricanes dannet over Atlanterhavet eller Caribien, så har også årets første tropiske storm 'Alberto' taget den lange tur over Atlanterhavet.

'Alberto' ramte først på ugen Florida - og har derfra taget en bane mod nordøst - langs Den Amerikanske Østkyst - og ud over Atlanterhavet. Undervejs har den dog været igennem en 'forvandling' fra en tropisk storm til et 'almindeligt' ekstratropisk lavtryk.

Gamle tropiske storme, der bliver 'indfanget' i vestenvindsbæltet opfører sig på nordligere breddegrader ligesom de lavtryk, der normal dannes dér.


Mandag mærker vi 'Alberto'
Søndag eftermiddag ligger gamle 'Alberto' vest for Irland og vil det kommende døgn bevæge sig mod nordøst til den nordlige del af Nordsøen.

Mandag får vi 'Alberto' at mærke - først i form af varm luft, der på forsiden strømmer op fra syd - senere vil fronterne fra 'Alberto' svinge igennem landet med mulighed for regn- og tordenbyger efterfulgt af lidt køligere vejr.


Giver os omslag til køligere vejr
Fra Nordsøen tager 'Alberto' turen videre op langs Norges Vestkyst - og efterfølges af flere lavtryk, der fra vest giver os omslag til noget køligere og mere ustadigt sommervejr, end det vi har haft de seneste uger.

Således kan en gammel tropisk storm dannet i Caribien altså være med til at give os et markant vejromslag - men før det, så får vi lige lidt 'halvtropisk' luft op over landet efterfulgt af tordenbyger.