Vildt: Sneen vælter ned over... Kreta!

16x9

Det er næsten ikke til at tro, at én af de mest populære ferieøer i Middelhavet, nu nogle steder er dækket af sne i rigelige mængder

Det er næsten ikke til at tro, at én af de mest populære ferieøer i Middelhavet, hvor adskillige danskere rejser til hvert år, nu nogle steder er dækket af sne i mængder, der kan gøre selv en nordeuropæer misundelig.

Ikke desto mindre er det tilfældet efter at iskold luft er strømmet ned over Balkan og den østlige del af Middelhavet hele vejen fra Sibirien.

Temperaturen styrtdykket i Sydøsteuropa
Det har sendt temperaturen ned på usædvanligt lave niveauer for årstiden på hele Balkan - herunder også i Grækenland og på de populære græske ferieøer.

Billederne her i artiklen er fra de mindre byer Anogeia og Mesa Lasithi, som ligger i rundt 800 meters højde på det centrale Kreta. I sidstnævnte by meldes om mere end en halv meter sne - men selv på de græske strande på Kreta ligger der nogle steder sne.

Det Ægæiske Hav 'koger' med snebyger
Snevejret er skabt af snebyger, som er blevet dannet i den iskolde nordenvind over Det Ægæiske Hav mellem Kreta og det græske fastland - præcis som vi undertiden ser det over Kattegat og Østersøen herhjemme med kolde østlige vinde.

Med havtemperaturer på mellem 15 og 20 grader og temperaturer i de højere luftlag i ca. fem kilometers højde på rundt 30 frostgrader, så er det ligesom at hælde benzin på et bål. Snebygerne dannes i hobetal og kaster enorme mængder sne ind over ferieøen.

Selvom byerne ligger et stykke over havniveau, så er det bestemt ikke hverdagskost at se sne i så store mængder på de kanter - ej heller midt om vinteren. Og da slet ikke på strandene.

Danske januartemperaturer på Samos, Kos og Kreta
Nede ved kysten er vejret lidt lunere men bestemt ikke noget, der kan slå en kedelig og grå dansk januardag. Indtil kl. 13.00 havde temperaturen på Samos været oppe på 7,0 grader, på Kos 9,0 grader og ved Kretas lufthavn blot 7,2 grader.

Kulden over Sydøsteuropa - og Kreta - varer ved et par dage endnu før lunere luft når frem fra vest.

.