Solen står ikke længere først op i øst

16x9

Normalt står solen først op i øst _ men sådan er det ikke lige nu

"I østen stiger solen op," lyder det i en meget kendt dansk sang - og det betyder da også, at det i den største del af året er bornholmerne, der først ser solen stå op over Danmark.

Helt anderledes forholder det sig dog i den første del af sommeren, hvor det i tre uger på hver side af sommersolhverv er tidligere lyst mod nord end mod øst. Det skriver dmi.dk.

Det betyder, at det fra starten af juni til midt i juli i stedet er i Skagen, man først kommer til at se solen stå op.

Selv om Jorden drejer mod øst - og det er her det umiddelbart først skulle blive lyst, så betyder den hældning på 23,5°, som Jorden hælder med om sin akse - og som den roterer omkring - at det i sommerhalvåret er lysere, jo længere mod nord man kommer.

Nord for Polarcirklen oplever man midnatssol ved sommersolhverv, hvor solen på intet tidspunkt går ned - og på selve Nordpolen stod Solen op ved jævndøgn i marts måned - og går først ned igen til september.

Og selv om Danmark er et lille land, så betyder det, at er stor forskel på dagslængen alt efter, hvor man befinder sig.

Allerede nu er dagens længde hele 45 minutter længere i Skagen end ved Danmarks sydligste punkt Gedser - og 38 minutter længere i Skagen end på Bornholm.

Så selv om det på Bornholm ved jævndøgn bliver lyst 17 minutter tidligere end ved Skagen, så betyder den øgede dagslængde mod nord, at det rent faktisk også er her solen står først op lige nu.

Når vi kommer frem til sommsolhverv den 21. juni, så står solen op i Skagen kl. 4.16, mens den står op tre minutter senere på Bornholm.

Forskellen mellem Skagen og Gedser, der har den henholdsvist længste og korteste dag den 21. juni er hele 50 minutter. I Skagen er Solen over horisonten i 18 timer og 6 minutter på årets længste dag ved sommersolhverv.