Roskilde Festivalen blev den vådeste nogensinde (2007)

16x9
Foto:

I Roskilde Festivalens 36-årige historie har det aldrig regnet så meget som i år. Festivalen var præget af store mængder vand og masser af mudder.

Fra festivalens officielle start torsdag og frem til søndag aften faldt der ifølge DMI i alt 46,0 mm regn på festivalpladsen, hvoraf de 44,6 mm alene kom i løbet af torsdagen, hvor store dele af Nordsjælland druknede i regn.

Så meget regn har man trods mange mudrede festivaler ikke oplevet før.

Og man overgår i regnmængder dermed den hidtil vådeste Roskilde Festival i 1997, da der faldt 43 mm regn. Herefter følger de våde festivaler 2002 og 2004 med henholdsvis 33 mm og 18 mm regn.

Ud over de rekordstore regnmængder under festivalen, så blev der i dagene op til varmet godt og grundigt op til en våd festival, da der fra lørdag til torsdag faldt hele 38,1 mm regn.

De der har været på festivalpladsen siden sidste weekend har altså fået næsten 85 mm regn.