Pudsigt: Nordjysk by vant til ekstrem regn

16x9

Det er ikke første gang at en bestemt nordjysk by oplever meget store mængder nedbør

For nogle blev den lille by i Vendsyssel, Lendum, først 'kendt' i torsdags der da var faldet 104,4 mm nedbør på ét døgn, og dermed 'pludselig' blev rekordindehaver af den største mængde nedbør på ét døgn i oktober måned.

Ét døgn skal i denne henseende forstås sådan, at nedbøren faldt mellem klokken 8 onsdag morgen og 8 torsdag morgen, i det der af meteorologer bliver betegnet som det 'meteorologiske døgn'.

Dermed blev Danmarks østligste punkt, Christiansø, fravristet titlen som rekordindehaver af mest nedbør i et meteorologisk døgn i årets tiende måned. For 32 år siden, den 10. oktober 1982, faldt der nemlig 100,8 mm regn.

Men selvom Lendum slog ny regnrekord for oktober, så har den nordjyske by med 560 indbyggere faktisk oplevet endnu mere regn før. I torsdags da regnen var faldet, var det akkurat 20 år og én måned siden at der faldt endnu mere regn.

Den 16. september 1994 faldt der hele 126,2 mm regn i byen, hvilket i dag står som den 10. største nedbørsmængde målt i et meteorologisk døgn i Danmark.

Desuden er det den næsthøjeste mængde nedbør der er registreret i september måned.

Hvis Lendum skal skrive sig ind i de meteorologiske historiebøger igen til november måned, så skal der falde mere end 62,3 mm - det gjorde der nemlig den 19. november 1981 i Staby ved Ringkøbing.